Hvordan har du det egentligt?

Jeg sad forleden og tænkte over, hvordan min egen omgangskreds egentlig har det. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det nok omkring halvdelen, der lige nu:

- har børn, der er i mistrivsel
- har en pårørende, der er kronisk syg
- har en ægtefælle, der er eller har været sygemeldt
- har mistet en ven eller et familiemedlem alt for tidligt

Det er faktisk mere reglen end undtagelsen.

Når vi møder hinanden på gåtur med hunden, så er det ikke bare “nå, hvordan går det?”

Det er: hvordan går det med din nød, død og elendighed?

I min egen familie lever søn nr 1 med diabetes (sunddommen som vi kalder det),
og søn nr 4 er et af de mange børn, der har svært ved at komme i skole på trods af et mildt sind og høj intelligens. Og min far er lige død.

Men det er småting i forhold til, hvad jeg hører fra andre.

Ifølge statistikkerne er det ikke bare min omgangskreds.

Det er også din.

Ca. 50 % af os er pårørende lige nu
Ca. 75 % har været det
Og tæt på 100 % bliver det på et tidspunkt i livet (ikk' sandt @Rikke Struve ⭐️)

(Rikke Struve er en af vores Futurist PRO’er, og hun er kvinden bag Pårørende-klubben. Vi arbejder på, at hun skal være pårørendeminister i fremtiden ◡̈ )
Så hvad er det egentlig, vi går rundt i?

Vi har skabt en slags stille robusthedsrevolution af semi-behandlere og emotionelt intelligente projektledere, der er ekstremt driftssikre under pres.

En hære af kære, der googler symptomer kl. 23.07, koordinerer med læger og kommune, der holder styr på systemer og følelser.

Og møder op på arbejde dagen efter og siger:

“Nå, er der nogen, der har brug for hjælp?”

Og ja, jeg ved godt, at der findes influencere, der kan få meget opera ud af at have slået deres tå. Og forældre, der dukker op til skole/hjem-samtaler med guitar og synger om “mig og mit og mit baaarn”.

Det er ikke dem, vi taler om.

Vi taler om den moderne Sisyfos, der drifter derudaf som velfærdssamfundets stabiliserende faktor, foruden hvem der slet ikke var nogen formueskat at føre valgkamp på.

Engang var de mest eftertragtede:

- dem der kunne lægge flest timer på arbejde
- dem med netværk, penge og høje uddannelser
- dem med nok ener-styrke til at drive organisationen fremad

Men fremover?

Der bliver det dem, der :

👉 kan fungere stabilt under komplekse belastninger
👉 kan levere, når the 💩 hits the 🪭
👉 kan lede de neurodivergente, de følsomme, de udfordrede = i diversitet
👉 ikke går på kompromis med trivsel, men finder en anden vej

Den gruppe får meget lav tolerance over for arbejdspladser, der ikke forstår det.

For hvis du allerede leder en kompleks forretning derhjemme, bærer en smerte og får det til at fungere, så er der en grænse for hvor meget meningsløst bullshit, du kan rumme tirsdag kl. 10.30

Og hvis de mennesker finder sammen i nye, stærke, forpligtende fællesskaber … (sådan nogle vi engang kaldte fagbevægelsen …)

… så begynder det for alvor at ligne noget.

Så næste gang du sidder:

til konfirmation
på arbejdspladsen
i et mødelokale
eller kigger ud over et publikum

så husk:

Omkring halvdelen er i gang med at bære noget, der er tungt ..

Og de gør det faktisk ret godt.