Titanic-effekten: Nej, det går nok ikke altsammen

Når jeg ser Titanic, er der en del af mig, der tror, at denne gang går skibet ikke ned.

Selvom jeg kender udfaldet, er der et lillebitte håb inde i mig, der tror .. at denne gang .. der klarer de den.

Titanic-effekten forklarer også, hvorfor folk bliver ved med at holde med Brøndby …

Eller at en MAGA-tilhænger ser sin gård gå konkurs, de ansatte deporteret og bedstemors medicin inddraget og stadig tænker: Ham Trump, han er sgu en guttermand.

Logisk? Nej. Menneskeligt? Ja.

Og her er hvorfor:

Når du ser ind i en fremtid, hvor du ønsker et bestemt udfaldsrum, som du logisk godt ved ikke er sandsynligt, aktiveres 4 psykologiske mekanismer:

Emotionel resonans

Du føler med karaktererne. Du er med ombord eller løber på banen. Du har klubtrøjen på og håber med holdet.

Det skal nok gå-ønsketænkning

Rent overlevelsesmæssigt er det en god ting, hvis alternativet er at sætte sig ned og tude.

Længslen efter drama og eventyr

Vi tror på fiktionen for at få den fulde emotionelle oplevelse. Vigtig pointe - den kommer vi tilbage til.

Narrativ neuroplasticitet

Hjernen elsker nye meningslag. Du er et andet menneske end sidste gang du så Titanic – og det påvirker virkeligheden.

Jo mere kaotisk verden føles, jo mere længes underbevidstheden efter “den rolle, jeg skal spille”.

Efter både ro i rollen og drama i omverden. Hvis ikke jeg kan opleve det i virkeligheden, opfinder jeg bare min egen.

Og måske den virkelighed giver 0 mening, men jeg er vigtig i den – og det er nok.

Men når behovet for emotionel oplevelse overdøver realiteterne, bliver vi blinde for konsekvenserne: at jorden brænder under de svage og et smadret system af demokrati og videnskab, der faktisk prøvede at hjælpe os.

Evnen til at udfordre det uundgåelige og finde sprækkerne til forandring er et fantastisk kort at ha' på hånden, men hvis du ikke spiller det selv, spiller det dig.

Titanic-effekten forfører os til at håbe, men trækker os tilbage i gamle roller, fordi de er velkendte og ikke kræver noget af os.

Med berettigelse som våben søger vi det simple: helte, skurke, dommedag eller Disney-ending. Vi glider ind i arketyper fra vores kultur: hjælperen, martyreren, moderen, rebellen. Det er neurologisk “billigt” og føles trygt.

Det er derfor, så mange fører identitetspolitik .. mens vi styrer mod isbjerget.

Her kommer fremtidsforskning til undsætning. Ikke bare for at forudsige, men for at forestille os mange mulige versioner og skabe nye karakterer, som både kan spille sammen og se sig selv som helte.

 Det er vigtigere end nogensinde før.

Hvis du ikke ved, hvem du spiller, ender du som statist i andres fortælling.

Fremtiden tilhører dem, der tør omskrive deres egen rolle. Dem der erkender, at Titanic går ned, men vi bygger noget bedre bagefter.

Håb ikke bare på en lykkelig slutning. Skriv dig selv spændende.

En god karakter kan ændre hele manuskriptet.